Center for Høretab og Nyborgskolen fusionerer
Center for Høretab og Nyborgskolen fusionerer pr. 1. juli 2010.
Færre børn med svære høretab og ny teknologi er baggrunden for, at Region
Syddanmarks 2 lands- og landsdelsdækkende tilbud for børn og unge med
høretab nu går sammen til en organisation.
Center for Høretab fusionerer med Nyborgskolen. Det besluttede
regionsrådet den 26. april.
I første omgang er der lagt op til en fælles administrativ ledelse mellem
de to tilbud.
- Den udvikling, der er sket inden for høreområdet de seneste ti år og
med de konsekvenser, det har, er ikke set i det omfang nogensinde før. De
børn, der kan opereres med CI bliver opereret inden for de første leveår,
hvilket betyder, at de får en hørefunktion, der giver dem mulighed for at
lære talesproget, siger Bente Gertz (S), formand for socialudvalget i Region
Syddanmark.
I modsætning til tidligere, hvor de to institutioner næsten på forhånd
vidste, hvor mange døve børn de skulle modtage hvert år, får langt de fleste
døve børn i dag indopereret et implantat, der giver børnene en form for
hørelse. Implantatet kaldes CI (Cochlear Implant) og betyder, at flere børn
kan klare sig med støtte i almindelige børnehaver og skoler.
- Vi er nødt til at forholde os til, at ny teknologi i dag hjælper døve
børn, og at børnene derfor har brug for en anden form for hjælp end
tidligere. De går typisk i skole og får supplerende hjælp fra Center for
Høretab, forklarer Bente Gertz.
En fusion er ifølge Bente Gertz simpelthen nødvendig for, at man kan
bevare et tilbud til børn og unge og opretholde den samlede ekspertise.
- Selv om børnenes hørelse ikke kan sammenlignes med en normal hørelse,
er den så funktionel, at de gennem samvær med andre børn lærer at tale og at
indgå i sociale sammenhænge. De bliver ikke isoleret som tidligere og var
helt afhængige af at kunne tegnsprog, forklarer hun.
Fordelen ved fusionen er, at man bedre kan udvikle tilbuddene i takt med,
hvad børn og unge med høretab har brug for. En fusion vil sikre, at alle
børn og unge med svært høretab også i fremtiden vil kunne modtage
kvalificeret hjælp undervejs i deres livsforløb.
Tegnsprogsundervisningen for såvel pårørende og professionelle og for
døve børn fortsætter naturligvis, således at de børn, der ikke får glæde af
en CI-operation fortsat kan blive hjulpet.
Forslaget med at lægge de to skoler sammen falder desuden sammen med, at
den konstituerende leder på Nyborgskolen og den nuværende leder på Center
for Høretab begge har varslet deres snarlige ophør på grund af pension.
Stillingen som fælles forstander vil blive søgt besat til den 1. juli 2010.
Fakta:
Center for Høretab varetager undervisning af børn i henhold til
folkeskoleloven samt specialrådgivning for småbørn og skolebørn, mens
Nyborgskolen varetager undervisning af unge og voksne. Der fødes ca. 100
børn om året på landsplan med behov for behandling af høretab.
Yderligere oplysninger fås hos:
Bente Gertz (S), Formand for socialudvalget i Region Syddanmark, tlf. 21
72 71 02.
Jens Jørgen Bøvling, Driftschef for socialområdet i Region Syddanmark,
tlf. 29 20 10 60.
(Billedviser)
[Op] [Ret]